Til dig der vil tage kørekort som 17 årig

Fra 1. januar 2017 kan du starte på køreskolen, når du er 16 år og 9 måneder.

Du skal igennem præcis samme køreuddannelse som dem, der tager kørekort som 18-årige.

Før du starter på køreskolen, skal du sikre dig, at begge dine forældre (indehavere af forældremyndigheden) vil give dig tilladelse til at køre bil som 17-årig. De skal skrive under på, at de giver dig lov på din ansøgning om kørekort.
Hvis dine forældre har fælles forældremyndighed, skal de begge to skrive under. Det gælder også, hvis de fx er skilt eller ikke bor sammen.

Du kan tidligst gå til praktisk køreprøve, når du er fyldt 17 år.

Når du har bestået din teori og praktiske prøve


Når du har bestået teori- og køreprøve, må du køre bil med en erfaren bilist - fx din mor og/eller far - som ledsager, indtil du er 18 år.
Husk, at din ledsager skal sidde på forsædet ved siden af dig, når du kører bilen.

Både du og den voksne ledsager skal opfylde en række krav for at måtte køre sammen. Det er vigtigt at sætte sig grundigt ind i reglerne, så træningen bliver både lovlig og sikker.
Se de gældende regler her

 

Krav til ledsageren

Ledsageren skal være mindst 30 år.
Han/hun skal have haft kørekort til personbil i de seneste 10 år, og i den periode må kørekortet ikke have været frakendt.
Ledsageren skal til enhver tid være i stand til lovligt at køre bilen. Han eller hun må fx ikke være fuld.

Det er dit ansvar, at du har fortalt ledsageren om de krav, han/hun skal opfylde for at køre med dig ved rattet. Du skal kunne dokumentere overfor politiet, at du har gjort det.

Når I kører, er det ledsagerens opgave at give råd og vejledning til dig og hjælpe dig med at bevare overblikket på turen, men det er dig, der er juridisk fører af bilen og dermed har ansvaret for kørslen.

Når du har taget kørekort, kører du i trafikken på lige fod med alle andre, og derfor skal der ikke være noget skilt bag på bilen.

Du skal altid have dit kørekort med dig når du kører bil.

 

Ledsagerblanket

Både ledsager og fører udfylder og underskriver en særlig ledsagerblanket før I kører, så er du sikker på, at ledsageren ved, hvilke krav, han/hun skal opfylde.


På Færdselsstyrelsens hjemmeside er en blanket, I kan bruge.
Hav altid blanketten med, når I kører sammen. Så kan du vise den til politiet, hvis du bliver stoppet.

Du finder blanketten fra færdselsstyrelsen  her

Det er ikke et krav, at du beder om at se din ledsagers kørekort. Men det er en god idé. Så er I begge to også sikre på, at kørekortet ikke fx er blevet glemt derhjemme.

Ledsageren skal altid have sit kørekort med, når han/hun kører med dig. Hvis ledsageren ikke har sit kørekort med, får han/hun en bøde.
Du kan også få en bøde, hvis du er bekendt med, at ledsageren ikke har sit kørekort med.

Det er forbudt at køre uden ledsager, før du fylder 18 år. Gør du det alligevel, er bøden minimum 3000 kr. Gør du det flere gange, bliver bøden større.

Det er en god idé at træne så meget som muligt sammen med en eller flere voksne, som du har det godt sammen med, har tillid til og som er gode til at lære fra sig. Så får du god rutine bag rattet og er en mere sikker bilist, når du bliver 18 år og må køre alene.



Når du bliver 18 år


Først når du er fyldt 18 år, må du køre bil alene.

Når du fylder 18 år, fungerer dit kørekort som et almindeligt EU-kørekort til kategori B (personbil).

Du behøver ikke længere køre med ledsager, og du må køre i udlandet.

Du skal altså ikke ombytte dit kørekort. Du kan køre videre med det kørekort, du allerede har.